1Da sang Debora og Barak, Abinoams Søn, denne Sang:
2Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover HERREN!
3Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for HERREN, lovsynge HERREN, Israels Gud!
4HERRE, da du brød op fra Se'ir, skred frem fra Edoms Mark, da rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand;
5Bjergene bæved for HERRENS Åsyn, for HERREN Israels Guds Åsyn!
6I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde, vejfarende sneg sig ad afsides Stier;
7der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod frem, en Moder i Israel.
8Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind? -
9For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket! Lover HERREN!
10I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som færdes på Vejene, syng!
11Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de HERRENS Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog HERRENS Folk ned til Portene.
12Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig Fanger, du Abinoams Søn!
13Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog HERRENS Folk frem.
14Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der bar Herskerstav;
15Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store.
16Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store!
17Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige.
18Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens Høje.
19Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak, ved Megiddos Vande - de fanged ej Sølv som Bytte!
20Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod Sisera!
21Kisjons Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd frem, min Sjæl, med Styrke!
22Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart.
23“Forband”, sagde HERRENS Engel “forband Meroz og dem, der bor deri! fordi de ikke kom HERREN til Hjælp - kom HERREN til Hjælp som Helte!”
24Velsignet blandt Kvinder være Jael, Kenitten Hebers Hustru, velsignet blandt Kvinder i Telte!
25Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar Skål.
26Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren, fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans Tinding.
27For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der lå han fældet!
28Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred hun ud: “Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans Forspands Hovslag?”
29Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig samme Svar: “Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to til Mands,
30Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to til hans Hals!”
31Således skal alle dine Fjender forgå, HERRE, men de, der elsker dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde Landet Ro i fyrretyve År.
