1I Perserkongen Kyros tredje regeringsår modtog Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Åbenbaring; og Ordet er Sandhed og varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og agtede på Synet.
2På den Tid holdt jeg, Daniel, Sorg i hele tre Uger.
3Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gået.
4Men på den fire og tyvende Dag i den første Måned var jeg ved Bredden af den store Flod, det er Hiddekel*. { *se til 1 Mos. 2, 14. }
5Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som var iført linnede Klæder og havde et Bælte af fint Ofirguld om Hofterne.
6Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt strålede som Lynet, hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobber og hans Røst som en larmende Hob.
7Jeg, Daniel, var den eneste, der så Synet; de Mænd, som var hos mig, så det ikke; men stor Rædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig,
8så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige Syn, blev der ikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere.
9Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg bedøvet om med Ansigtet imod Jorden.
10Og se, en Hånd rørte ved mig og fik mig skælvende op på mine Knæ og Hænder.
11Og han sagde til mig: “Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig de Ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til dig!” Og da han talede således til mig, rejste jeg mig skælvende.
12Så sagde han til mig: “Frygt ikke, Daniel, thi straks den første Dag du gav dit Hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds Åsyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dine Ords Skyld.
13Perserrigets Fyrste* stod mig imod i enogtyve Dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lod jeg blive der hos Perserkongernes Fyrste; { *dvs. Skytsengel. Dan. 12, 1. Jud. 9. Åb. 12, 7. }
14og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times dit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Åbenbaring om de Dage.”
15Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs Ansigtet mod Jorden.
16Og se, noget, der så ud som en Menneskehånd, rørte ved mine Læber, og jeg åbnede min Mund og talte således til ham, som stod for mig: “Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og har ikke flere kræfter.
17Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, høje Herre? Af Rædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejr tilbage i mig!”
18Så rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkede mig; og han sagde: “Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være med dig, vær trøstig og ved godt Mod!” Og som han talede med mig, følte jeg mig styrket og sagde: “Tal, Herre, thi du har styrket mig!”
19Da sagde han: “Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg må nu straks vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og så snart jeg er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste.
20Og ikke én hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste,
