1I Kong Belsazzars tredje regeringsår viste der sig et syn for mig, Daniel; det kom efter det, som tidligere havde vist sig for mig.
2Jeg skuede i Synet, og det var mig, som om jeg var i Borgen Susan i Landskabet Elam; og jeg så mig i Synet stående ved Floden Ulaj.
3Da løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, en Vædder stod ved Floden; den havde to store Horn, det ene større end det andet, og det største skød op sidst.
4Jeg så Vædderen stange mod Vest, Nord og Syd; intet Dyr kunde modstå den, ingen kunde redde af dens Vold, og den gjorde, hvad den vilde, og blev mægtig.
5Videre så jeg nøje til, og se, en Gedebuk kom fra Vest farende hen over hele Jorden, men uden at røre den; og Bukken havde et anseligt Horn i Panden.
6Den kom hen til den tvehornede Vædder, som jeg havde set stå ved Floden, og løb imod den med ubændig Kraft;
7og jeg så, hvorledes den, da den nåede Vædderen, rasende stormede imod den, stødte til den og sønderbrød begge dens Horn; og Vædderen havde ikke kraft til at modstå den, men Bukken kastede den til Jorden og trampede på den, og ingen reddede Vædderen af dens Vold.
8Derpå blev Gedebukken såre mægtig; men som den var allermægtigst, brødes det store Horn af, og i Stedet voksede fire andre frem mod alle fire Verdenshjørner.
9Men fra det ene af dem skød et andet og lille Horn op, og det voksede umådeligt mod Syd og Øst og mod det herlige Land*; { *dvs. Jødeland; jfr. Dan. 11, 16. 41. Jer. 3, 19. Ez. 20, 6. 15. }
10og det voksede helt op til Himmelens Hær, styrtede nogle af Hæren og af Stjernerne til Jorden og trampede på dem.
11Og det hovmodede sig mod Hærens Øverste; hans daglige Offer blev ophævet, og hans Helligdoms Sted kastedes til Jorden.
12Og på Alteret for det daglige Offer lagdes en Misgerning; Sandheden kastedes til Jorden, og Hornet havde Lykke med, hvad det gjorde.
13Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den talende: “Hvor lang Tid gælder Synet om, at det daglige Offer ophæves, Ødelæggelsens Misgerning opstilles, og Helligdommen og Hæren nedtrampes?”
14Han svarede: “2.300 Aftener og Morgener*; så skal Helligdommen komme til sin Ret igen!” { *dvs. 1.150 Dage, idet der daglig bragtes både Morgen- og Aftenoffer. Dan. 12, 11. }
15Medens jeg, Daniel, nu så Synet og søgte at forstå det, se, da stod der for mig en som en Mand at se til,
16og jeg hørte en menneskelig Røst råbe over Ulaj: “Gabriel, udlæg ham Synet!”
17Så kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans Komme blev jeg overvældet af Rædsel og faldt på mit Ansigt. Og han sagde til mig: “Se nøje til, Menneskesøn, thi Synet gælder Endens Tid!”
18Medens han talede med mig, lå jeg bedøvet med Ansigtet mod Jorden; men han rørte ved mig og fik mig på Benene
19og sagde: “Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens* sidste Tid; thi Synet gælder Endens bestemte Tid. { *dvs. Guds Vrede mod Israel. Dan. 11, 36. Åb. 15, 1. }
20Den tvehornede Vædder, du så, er Kongerne af Medien og Persien,
21den lådne Buk er Kongen af Grækenland, og det store Horn i dens Pande er den første Konge.
22At det brødes af, og at fire andre voksede frem i Stedet, betyder, at fire Riger skal fremstå af hans Folk, dog uden hans Kraft.
23Men i deres Herredømmes sidste Tid, når Overtrædelserne har gjort Målet fuldt, skal en fræk og rænkefuld konge fremstå.
24Hans Magt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal tale utrolige Ting og have Lykke med, hvad han gør, og gennemføre sine Råd og ødelægge mægtige Mænd.
25Mod de hellige skal hans Tanke rettes; hans svigefulde Råd skal lykkes ham, og han skal sætte sig store Ting for og styrte mange i Ulykke i deres Tryghed. Mod Fyrsternes Fyrste skal han rejse sig, men så skal han knuses, dog ikke ved Menneskehånd.
26Synet om Aftenerne og Morgenerne, hvorom der var Tale, er Sandhed. Men du skal lukke for Synet; thi det gælder en fjern Fremtid.”
27Men jeg, Daniel, lå syg en Tid lang; så stod jeg op og udførte min Gerning i kongens Tjeneste. Jeg var rædselsslagen over Synet og forstod det ikke.
