LUKAS 16:7-31

⁷Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du skyldig? Men han sagde: Hundrede Mål Hvede. Han siger til ham: Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve!

⁸Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn imod deres egen Slægt.

⁹Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens Mammon*, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i de evige Boliger. { *d. e. Rigdom. 1 Tim. 6, 17 flg. }

¹⁰Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.

¹¹Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem vil da betro eder den sande?

¹²Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil da give eder noget selv at eje?

¹³Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon.”

¹⁴Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de spottede ham.

¹⁵Og han sagde til dem: “I ere de, som gøre eder selv retfærdige for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud.

¹⁶Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold.

¹⁷Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en Tøddel af Loven bortfalder.

¹⁸Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er skilt fra sin Mand, bedriver Hor.

¹⁹Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed.

²⁰Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af Sår.

²¹Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord; men også Hundene kom og slikkede hans Sår.

²²Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev begravet.

²³Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød.

²⁴Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue.

²⁵Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines.

²⁶Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os.

²⁷Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus -

²⁸thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke også de skulle komme i dette Pinested.

²⁹Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem høre dem!

³⁰Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde kommer til dem, ville de omvende sig.

³¹Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde.”