1HERRENS Ord kom til mig således:
2Menneskesøn! Du bor midt i den genstridige Slægt, som har Øjne at se med, men ikke ser, og Ører at høre med, men ikke hører, thi de er en genstridig Slægt.
3Men du, Menneskesøn, udrust dig ved højlys Dag i deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed, og drag så i deres Påsyn fra Stedet, hvor du bor, til et andet Sted! Måske de så får Øjnene op; thi de er en genstridig Slægt.
4Bær ved højlys dag i deres Påsyn dine Sager udenfor, som om du skal i Landflygtighed, men selv skal du drage bort om Aftenen i deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed.
5Slå i deres Påsyn Hul i Væggen og drag ud derigennem;
6tag Sagerne på Skulderen og drag ud i Bælgmørke med tilhyllet Ansigt uden at se Landet; thi jeg gør dig til et Tegn for Israels Hus!
7Og jeg gjorde, som der bødes mig: Jeg bar ved højlys Dag mine Sager udenfor, som om jeg skulde i Landflygtighed, og om Aftenen slog jeg med Hånden Hul i Væggen, og i Bælgmørke drog jeg ud; jeg tog det på Skulderen i deres Påsyn.
8Næste Morgen kom HERRENS Ord til mig således:
9Menneskesøn! Har Israels Hus, den genstridige Slægt, ikke spurgt dig: “Hvad gør du der?”
10Sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Således skal det være med Fyrsten, denne Byrde* i Jerusalem, og hele Israels Hus derinde. { *på hebr. Ordspil med Fyrsten. }
11Sig: Jeg er eder et Tegn; som jeg har gjort, skal der gøres med dem: I Landflygtighed og Fangenskab skal de drage.
12Og Fyrsten i deres Midte skal tage sine Sager på Skulderen, og i Bælgmørke skal han drage ud, han skal slå Hul i Væggen for at drage ud derigennem, og han skal tilhylle sit Ansigt for ikke at se Landet.
13Men jeg breder mit Net over ham, og han skal fanges i mit Garn; og jeg bringer ham til Ba'al i kaldæernes Land, som han dog ikke skal se; og der skal han dø.
14Og alle hans Omgivelser, hans Hjælpere og alle hans Hærskarer vil jeg udstrø for alle Vinde og drage Sværdet bag dem.
15Da skal de kende, at jeg er HERREN, når jeg spreder dem: blandt Folkene og udstrør dem i Landene.
16Kun nogle få af dem levner jeg fra Sværd, Hunger og Pest, for at de kan fortælle om alle deres Vederstyggeligheder blandt de Folk, de kommer til; og de skal kende, at jeg er HERREN.
17HERRENS Ord kom til mig således:
18Menneskesøn, spis Brød i Angst og drik Vand i Frygt og Bæven;
19og sig til Landets Folk: Så siger den Herre HERREN om Jerusalems Indbyggere i Israels Land: Brød skal de spise med Bæven, og Vand skal de drikke med Rædsel, for at deres Land og alt deri må ligge øde til Straf for alle dets Indbyggeres Voldsfærd;
20og Byerne, der nu er beboet, skal ligge øde, og Landet skal blive til Ørk; og I skal kende, at jeg er HERREN.
21HERRENS Ord kom til mig således:
22Menneskesøn! Hvad er det for et Mundheld, I har om Israels Land: “Det trækker i Langdrag, og alle Syner slår fejl!”
23Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: Jeg vil bringe dette Mundheld til at forstumme, så de ikke mere bruger det i Israel. Sig tværtimod til dem: “Tiden er nær, og alle Syner træffer ind!”
24Thi der skal ikke mere være noget Løgnesyn eller nogen falsk Spådom i Israels Hus,
25men jeg, HERREN taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal ikke længer trække i Langdrag; men i eders Dage, du genstridige Slægt, vil jeg tale et Ord og fuldbyrde det, lyder det fra den Herre HERREN.
26HERRENS Ord kom til mig således:
27Menneskesøn! Se, Israels Hus siger: “Synet, han skuer, gælder sene Dage, og han profeterer om fjerne Tider!”
28Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: Intet af mine Ord skal lade vente på sig mere; hvad jeg taler, skal ske, lyder det fra den Herre HERREN.
