1Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til;
2(drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Område større end eders?)
3I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær.
4De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti;
5de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David;
6de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men sørger ej over Josefs Skade.
7Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud.
8Den Herre HERREN svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde.
9Og er der end hele ti Mænd i ét Hus - de skal dog dø.
10Og levnes der én, så trækkes han frem af sin Slægtning og den, som røger*, når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst i Huset: “Er der flere hos dig?” Hin svarer: “Ingen!” Da siger han: “Tys!” Thi HERRENS Navn tør de ikke nævne. { *for at jage Liglugten bort. }
11Thi HERREN, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det lille Hus i Splinter.
12Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt;
13I glæder jer over Lodebar* og siger: “Mon ikke det var ved vor Styrke, vi tog Karnajim**?” { *på hebr. omtrent enslydende med “Ingenting”. 2 Sam. 9, 4. / **på hebr. Ordspil med “Horn”, Billede på Styrke. 1 Makk. 5, 43. Lodebar og Karnajim er Navne på Byer i Gilead, tilbageerobrede under Krigen (2 Kong. 14, 25). }
14Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved Hamat til Arababækken.
