FØRSTE KONGEBOG 17:4-22

⁴du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge for Føde til dig der.”

⁵Da gik han og gjorde efter HERRENS Ord, han gik hen og tog Bolig ved Bækken Krit østen for Jordan;

⁶og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og han drak af Bækken.

⁷Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn faldt i Landet.

⁸Da kom HERRENS Ord til ham således:

⁹“Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der; se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig.”

¹⁰Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til hende: “Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!”

¹¹Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: “Tag også et Stykke Brød med til mig!”

¹²Men hun svarede: “Så sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikke Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken; jeg var netop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må vi dø!”

¹³Da sagde Elias til hende: “Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn!

¹⁴Thi så siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERREN sender Regn over Jorden!”

¹⁵Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og hendes Søn havde noget at spise en Tid lang.

¹⁶Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter det Ord HERREN havde talet ved Elias.

¹⁷Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og hans Sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var Liv i ham.

¹⁸Da sagde hun til Elias: “Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring* og volde min Søns Død?” { *hos Gud. }

¹⁹Men han svarede hende: “Lad mig få din Søn!” Og han tog ham fra hendes Skød og bar ham op i Stuen på Taget, hvor han boede, og lagde ham på sin Seng.

²⁰Så råbte han til HERREN: “HERRE min Gud, vil du virkelig handle så ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes Søn dø?”

²¹Derpå strakte han sig tre Gange hen over Drengen og råbte til HERREN: “HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!”

²²Og HERREN hørte Elias' Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, så han blev levende.