1Derefter hændte følgende. Jizre'elitten Nabot havde en Vingård i Jizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads.
2Akab sagde til Nabot: “Overlad mig din Vingård, for at jeg kan få den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jeg vil give dig en bedre Vingård i Bytte eller betale dig, hvad den er værd, i rede Penge, om du foretrækker det.”
3Men Nabot svarede Akab: “HERREN bevare mig fra at overlade dig mine Fædres Arvelod!”
4Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar, Jizre'elitten Nabot havde givet ham: “Jeg vil ikke overlade dig mine Fædres Arvelod!” Og han lagde sig til Sengs, vendte sit Ansigt bort og spiste ikke.
5Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: “Hvorfor er du så misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?”
6Han svarede hende: “Jo, jeg sagde til Jizre'elitten Nabot: Overlad mig din Vingård for rede Penge, eller mod at jeg giver dig en anden Vingård i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede: Jeg vil ikke overlade dig min Vingård!”
7Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: “Er det dig, der for Tiden er Konge i Israel? Stå op, spis og vær ved godt Mod, jeg skal skaffe dig Jizre'elitten Nabots Vingård!”
8Derpå skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under og sendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, han boede imellem.
9I Brevet havde hun skrevet: “Udråb en Fastedag og sæt Nabot øverst blandt Folket
10og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham og sige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham så ud og sten ham til Døde!”
11Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By, gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, således som der stod i Brevet, hun havde sendt dem;
12de udråbte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket;
13og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnede imod ham i Folkets Påhør og sagde: “Nabot har forbandet Gud og Kongen!” Og derpå førte de ham uden for Byen og stenede ham til Døde.
14Så sendte de Jesabel det Bud: “Nabot er stenet til Døde!”
15Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun til Akab: “Stå op og tag Jizre'elitten Nabots Vingård, som han vægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikke mere, han er død!”
16Så snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik ned til Jizre'elitten Nabots Vingård for at tage den i Besiddelse.
17Men HERRENS Ord kom til Tisjbitten Elias således:
18“Stå op, gå Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just i Nabots Vingård, som han er gået ned at tage i Besiddelse.
19Og tal således til ham: Så siger HERREN: Har du myrdet og allerede tiltrådt Arven? Sig fremdeles til ham: Så siger HERREN: På samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de også slikke dit!”
20Da sagde Akab til Elias: “Har du fundet mig, min Fjende?” Og han svarede: “Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv til at gøre, hvad der er ondt i HERRENS Øjne,
21se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort og udrydde hvert mandligt Væsen, store og små, af Akabs Slægt, i Israel;
22jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Hus og Ba'sjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, og fordi du har forledt Israel til Synd.
23Men også om Jesabel har HERREN talet og sagt: Hundene skal æde Jesabel på Jizre'els Mark!
24Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den, der dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!”
25Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til at gøre, hvad der er ondt i HERRENS Øjne, fordi hans Hustru Jesabel forledte ham dertil;
26han handlede såre vederstyggeligt, idet han holdt sig til Afgudsbillederne ganske som Amoritterne, dem, HERREN drev bort foran Israelitterne.
27Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk om sin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om.
28Da kom HERRENS Ord til Tisjbitten Elias således:
29“Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hans Hus!”
