11Derfor, du og alle dine Tilhængere, som har rottet eder sammen mod HERREN, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!”
12Da sendte Moses Bud efter Datan og Abiram, Eliabs Sønner, men de sagde: “Vi kommer ikke!
13Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven i Købet vil opkaste dig til Herre over os!
14Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan stikke disse Mænd Blår i Øjnene? Vi kommer ikke!”
15Da harmedes Moses højlig og sagde til HERREN: “Vend dig ikke til deres Offergave! Ikke så meget som et Æsel har jeg frataget dem, ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!”
16Og Moses sagde til Kora: “I Morgen skal du og alle dine Tilhængere komme frem for HERRENS Åsyn sammen med Aron;
17og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder på og komme Røgelse på og frembære sin Pande for HERRENS Åsyn, 250 Pander, du selv og Aron skal også tage hver sin Pande!”
18Da tog hver sin Pande, lagde Gløder på og kom Røgelse på, og så stillede de sig ved indgangen til Åbenbaringsteltet sammen med Moses og Aron;
19og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. Da kom HERRENS Herlighed til Syne for hele Menigheden,
20og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
21“Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre den!”
22Men de faldt på deres Ansigt og sagde: “O Gud, du Gud over alt Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt Mand synder?”
23Da talede HERREN til Moses og sagde:
24“Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring Koras, Datans og Abirams Bolig!”
25Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste,
26og han talte til Menigheden og sagde: “Træk eder tilbage fra disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres Synders Skyld!”
27Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små.
28Og Moses sagde: “Derpå skal I kende, at HERREN har sendt mig for at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i Egenrådighed:
29Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har HERREN ikke sendt mig;
30men hvis HERREN lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd har hånet HERREN!”
31Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig under dem,
32og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede;
33og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af Forsamlingen.
34Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig, thi de sagde: “Blot ikke Jorden skal opsluge os!”
35Og Ild for ud fra HERREN og fortærede de 250 Mænd, der frembar Røgelse.