LUKAS 22:4-63

⁴Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forråde ham til dem.

⁵Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.

⁶Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham til dem uden Opløb.

⁷Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte Påskelammet.

⁸Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: “Går hen og bereder os Påskelammet, at vi kunne spise det.”

⁹Men de sagde til ham: “Hvor vil du, at vi skulle berede det?”

¹⁰Men han sagde til dem: “Se, når I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han går ind,

¹¹og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple?

¹²Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det.”

¹³Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet.

¹⁴Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham.

¹⁵Og han sagde til dem: “Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider.

¹⁶Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.”

¹⁷Og han tog en Kalk, takkede og sagde: “Tager dette, og deler det imellem eder!

¹⁸Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer.”

¹⁹Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: “Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!”

²⁰Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: “Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder.

²¹Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig.

²²Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!”

²³Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.

²⁴Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største.

²⁵Men han sagde til dem: “Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere.

²⁶I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener.

²⁷Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener.

²⁸Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser.

²⁹Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder

³⁰at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer.”

³¹Men Herren sagde: “Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede.

³²Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!”

³³Men han sagde til ham: “Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden.”

³⁴Men han sagde: “Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig.”

³⁵Og han sagde til dem: “Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?” Og de sagde: “Intet.”

³⁶Men han sagde til dem: “Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et!

³⁷Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: “Og han blev regnet iblandt Overtrædere;” thi også med mig har det en Ende.”

³⁸Men de sagde: “Herre! se, her er to Sværd.” Men han sagde til dem: “Det er nok.”

³⁹Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham.

⁴⁰Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: “Beder om ikke at falde i Fristelse.”

⁴¹Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde:

⁴²“Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!”

⁴³Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham.

⁴⁴Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden.

⁴⁵Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.

⁴⁶Og han sagde til dem: “Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse.”

⁴⁷Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham.

⁴⁸Men Jesus sagde til ham: “Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?”

⁴⁹Men da de, som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: “Herre! skulle vi slå til med Sværd?”

⁵⁰Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre.

⁵¹Men Jesus tog til Orde og sagde: “Lad dem gøre også dette!” Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.

⁵²Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: “I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler.

⁵³Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt.”

⁵⁴Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand.

⁵⁵Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem.

⁵⁶Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: “Også denne var med ham.”

⁵⁷Men han fornægtede ham og sagde: “Jeg kender ham ikke. Kvinde!”

⁵⁸Og lidt derefter så en anden ham og sagde: “Også du er en af dem.” Men Peter sagde: “Menneske! det er jeg ikke.”

⁵⁹Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: “I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer.”

⁶⁰Men Peter sagde: “Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger.” Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen.

⁶¹Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: “Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange.”

⁶²Og han gik udenfor og græd bitterligt.

⁶³Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham;