1Ve dig, Ariel*, Ariel, Byen, hvor David slog lejr! Lad År blive føjet til År, lad Højtid følge på Højtid, { *dvs. Jerusalem; Ariel betyder vistnok: Guds Arne, Offersted. }
2da bringer jeg Ariel Trængsel, da kommer Sorg og Kvide, da bliver du mig et Ariel,
3jeg lejrer mig mod dig som David; jeg opkaster Volde om dig, og Bolværker rejser jeg mod dig.
4Da taler du dybt fra Jorden, dine Ord er Mumlen fra Støvet; din Røst fra Jorden skal ligne et Genfærds, dine Ord er Hvisken fra Støvet.
5Dine Fjenders Hob skal være som Sandstøv, Voldsmændenes Hob som flyvende Avner. Brat, i et Nu skal det ske:
6hjemsøges skal du af Hærskarers HERRE under Torden og Brag og vældigt Drøn, Storm og Vindstød og ædende Lue.
7Som et natligt Drømmesyn bliver Hoben af alle de Folk, som angriber Ariel, af alle, der angriber det og dets Fæstning og trænger det;
8som når den sultne drømmer, at han spiser, men vågner og føler sig tom, som når den tørstige drømmer, at han drikker, men vågner mat og vansmægtende, således skal det gå Hoben af alle de Folk, der angriber Zions Bjerg.
9Undres og studs, stir jer kun blinde, vær drukne uden Vin og rav uden Drik!
10Thi HERREN har udgydt over jer en Dvalens Ånd, tilbundet eders Øjne (Profeterne), tilhyllet eders Hoveder (Seerne).
11Derfor er ethvert Syn blevet eder som Ordene i en forseglet Bog; giver man den til en, som kan læse, og siger: “Læs!” så svarer han: “Jeg kan ikke, den er jo forseglet;”
12og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: “Læs!” så svarer han: “Jeg kan ikke læse.”
13Og Herren sagde: Eftersom dette Folk kun holder sig nær med sin Mund og ærer mig med sine Læber, mens Hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres Frygt for mig blev tillærte Menneskebud,
14se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette Folk; dets Vismænds Visdom forgår, de kloges Klogskab glipper.
15Ve dem, der dølger deres Råd i det dybe for HERREN, hvis Gerninger sker i Mørke, som siger: “Hvem ser os, og hvem lægger Mærke til os?”
16I Dårer, regnes Ler og Pottemager lige, så Værk kan sige om Mester: “Han skabte mig ikke!” eller Kunstværk om Kunstner: “Han fattes Forstand!”
17Se, end om en liden Stund skal Libanon blive til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov.
18På hin Dag hører de døve Skriftord, og friet fra Mulm og Mørke kan blindes Øjne se.
19De ydmyge glædes end mere i HERREN, de fattige jubler i Israels Hellige.
20Thi Voldsmand er borte, Spotter forsvundet, bortryddet hver, som er vågen til ondt,
21som med Ord får et Menneske gjort skyldigt, lægger Fælde for Dommeren i Porten og kuer en retfærdig ved Opspind.
22Derfor, så siger HERREN, Jakobs Huses Gud, han, som udløste Abraham: Nu høster Jakob ej Skam, nu blegner hans Åsyn ikke;
23thi når han ser mine Hænders Værk i sin Midte, da skal han hellige mit Navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels Gud;
24de, hvis Ånd for vild, vinder Indsigt, de knurrende tager mod Lære.
