1Et Udsagn om Havørkenen. Som hvirvlende Storme, der jager i Sydlandet, kommer det fra Ørkenen, det grufulde Land.
2Så svart et Syn blev mig meldt: “Ransmænd raner, Hærmænd hærger! Frem, Elamitter! Til Belejring, Meder! Alle Suk gør jeg Ende på!”
3Derfor fyldes mine Lænder af Skælven, jeg gribes af Veer som fødende Kvinde, døv af Svimmelhed, blind af Skræk,
4mit Hjerte forvirres, Gru falder på mig; Skumringen, jeg elsker, bliver mig til Angst.
5Bordet dækkes, Hynder bredes, man spiser og drikker. “Op, I Fyrster, salv eders Skjolde!”
6Thi så sagde Herren til mig: “Gå hen og stil Vægteren ud! Hvad han får at se, skal han melde.
7Og ser han Ryttere, et Par komme ridende, en Rytter på Æsel, en Rytter på Kamel, da skal han lytte, ja lytte spændt!”
8Og han råbte: “Se, o Herre, på Varden står jeg bestandig, Dagen lang, og på min Vagtpost står jeg trolig står jeg trolig Nat efter Nat!”
9Men se, da kom der ridende Mænd, et Par kom ridende; de råbte: “Faldet, faldet er Babel, han knuste alle dets Guder i Støvet!”
10Mit knuste, mit tærskede Folk! Hvad jeg, har hørt fra Hærskarers HERRE, fra Israels Gud, det melder jeg eder.
11Et Udsagn om Duma. Der råbes til mig fra Se'ir: “Vægter, hvordan skrider Natten, Vægter, hvordan skrider Natten?”
12Vægteren svarer: “Morgen kommer, men også Nat! Vil I spørge, så spørg! Kom kun igen!”
13Et Udsagn: “I Ødemarken”. Søg Nattely i Ødemarkens Krat, I Dedans Karavaner!
14Bring de tørstige Vand i Møde, I, som bor i Temas Land, mød de flyende med Brød!
15Thi de er på Flugt for Sværd, på Flugt for det dragne Sværd, på Flugt for den spændte Bue, på Flugt for Krigens Tynge.
16Thi så sagde Herren til mig: “Et År endnu, som Daglejeren regner Året*, og det er ude med al Kedars Herlighed. { *se til Es. 16, 14. }
17Resten af Kedars Heltes Buer skal være ringe, så sandt HERREN, Israels Gud, har talet.”
