MARKUS 7:27-37

²⁷Og han sagde til hende: “Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde.”

²⁸Men hun svarede og siger til ham: “Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.”

²⁹Og han sagde til hende: “For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter.”

³⁰Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren.

³¹Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.

³²Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham.

³³Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge

³⁴og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: “Effata!” det er: lad dig op!

³⁵Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret.

³⁶Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.

³⁷Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: “Han har gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at målløse tale.”