GERNINGER 4:4-27

⁴Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet på Mændene blev omtrent fem Tusinde.

⁵Men det skete Dagen derefter, at deres Rådsherrer og Ældste og skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,

⁶ligeså Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt.

⁷Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: “Af hvad Magt eller i hvilket Navn have I gjort dette?”

⁸Da sagde Peter, fyldt med den Helligånd, til dem: “I Folkets Rådsherrer og Ældste!

⁹Når vi i Dag forhøres angående denne Velgerning imod en vanfør Mand, om hvorved han er bleven helbredt;

¹⁰da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne står rask her for eders Øjne,

¹¹Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten.

¹²Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle blive frelste.”

¹³Men da de så Peters og Johannes Frimodighed og kunde mærke, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte dem, at de havde været med Jesus.

¹⁴Og da de så Manden, som var helbredt, stå hos dem, havde de intet at sige derimod.

¹⁵Men de bøde dem at træde ud fra Rådet og rådførte sig med hverandre og sagde:

¹⁶“Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt Tegn er sket ved dem, det er åbenbart for alle dem, som bo i Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det.

¹⁷Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i dette Navn.”

¹⁸Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i Jesu Navn.

¹⁹Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: “Dømmer selv. om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud.

²⁰Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt.”

²¹Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi alle priste Gud for det, som var sket.

²²Thi den Mand, på hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere end fyrretyve År gammel.

²³Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem.

²⁴Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og sagde: “Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,

²⁵du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: “Hvorfor fnyste Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Råd?

²⁶Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe imod Herren og imod hans Salvede.”

²⁷Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer