4 MOSEBOG 11:3-24

³Derfor kaldte man dette Sted Tab'era, fordi HERRENS Ild brød løs* iblandt dem. { *På hebr. Ordspil med Navnet Tab'era. }

⁴Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Så tog også Israelitterne til at græde igen, og de sagde: “Kunde vi dog få Kød at spise!

⁵Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne,

⁶og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end Manna.”

⁷Mannaen lignede Korianderfrø og så ud som Bdellium.

⁸Folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i Håndkværne eller stødte den i Mortere; så kogte de den i Gryder og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i Olie.

⁹Når Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt også Mannaen ned over den.

¹⁰Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved Indgangen til sit Telt; da blussede HERRENS Vrede voldsomt op, og det vakte også Moses' Mishag.

¹¹Da sagde Moses til HERREN: “Hvorfor har du handlet så ilde med din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne, siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig?

¹²Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en Fosterfader bærer det diende Barn?

¹³Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?

¹⁴Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.

¹⁵Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til at opleve sådan Elendighed!”

¹⁶HERREN svarede Moses: “Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der.

¹⁷Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal bære den.

¹⁸Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HERREN og sagt: Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil HERREN give eder kød at spise;

¹⁹og ikke blot én eller to eller fem eller ti eller tyve Dage skal I spise det,

²⁰men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet HERREN, der er i eders Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!”

²¹Moses svarede: “600.000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig, og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en hel Måned!

²²Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så det kan slå til?”

²³HERREN svarede Moses: “Er HERRENS Arm for kort? Nu skal du få at se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej.”

²⁴Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HERRENS Ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt om Teltet.