4 MOSEBOG 11:12-33

¹²Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en Fosterfader bærer det diende Barn?

¹³Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?

¹⁴Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.

¹⁵Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til at opleve sådan Elendighed!”

¹⁶HERREN svarede Moses: “Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der.

¹⁷Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal bære den.

¹⁸Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HERREN og sagt: Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil HERREN give eder kød at spise;

¹⁹og ikke blot én eller to eller fem eller ti eller tyve Dage skal I spise det,

²⁰men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet HERREN, der er i eders Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!”

²¹Moses svarede: “600.000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig, og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en hel Måned!

²²Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så det kan slå til?”

²³HERREN svarede Moses: “Er HERRENS Arm for kort? Nu skal du få at se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej.”

²⁴Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HERRENS Ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt om Teltet.

²⁵Så steg HERREN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem.

²⁶Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet, og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.

²⁷Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: “Eldad og Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.”

²⁸Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til Hånde, sagde da: “Min Herre Moses, stands dem i det!”

²⁹Men Moses sagde til ham: “Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt HERRENS Folk var Profeter, gid HERREN vilde lade sin Ånd komme over dem!”

³⁰Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.

³¹Da rejste der sig på HERRENS Bud en Vind, som førte Vagtler med sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen over Jorden.

³²Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren.

³³Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu var spist, blussede HERRENS Vrede op imod Folket, og HERREN lod en meget hård Straf ramme Folket.