ORDSPROGENE 23:13-29

¹³Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;

¹⁴du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.

¹⁵Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,

¹⁶og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!

¹⁷Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENS Frygt;

¹⁸en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.

¹⁹Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.

²⁰Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød;

²¹thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.

²²Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!

²³Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.

²⁴Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;

²⁵din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!

²⁶Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!

²⁷Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde*, en snæver Brønd; { *se til Ordsp. 2, 16. }

²⁸ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

²⁹Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?