9Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
10Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
11Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
12Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
13Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier* fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. { *halvanden dansk Mil; en stadie var 300 Alen. Matth. 14, 24. Joh. 6, 19. k. 11, 18. }
14Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
15Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
16Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.
17Men han sagde til dem: “Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?” Og de standsede bedrøvede.
18Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: “Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?”
19Og han sagde til dem: “Hvilket?” Men de sagde til ham: “Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;
20og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
21Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
22Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven,
23og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
24Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.”
25Og han sagde til dem: “O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt!
26Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?”
27Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
28Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre.
29Og de nødte ham meget og sagde: “Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.” Og han gik ind for at blive hos dem.
30Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
31Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.
32Og de sagde til hinanden: “Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?”
33Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
34“Herren er virkelig opstanden og set af Simon.”
35Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
36Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: “Fred være med eder!”
37Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd.
38Og han sagde til dem: “Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
39Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.”
40Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.
41Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: “Have I her noget at spise?”
42Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk*. { *Nogle Håndskrifter tilføje her: og af en Honningkage. }