LUKAS 24:9-42

⁹Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.

¹⁰Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.

¹¹Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.

¹²Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.

¹³Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier* fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. { *halvanden dansk Mil; en stadie var 300 Alen. Matth. 14, 24. Joh. 6, 19. k. 11, 18. }

¹⁴Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.

¹⁵Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.

¹⁶Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.

¹⁷Men han sagde til dem: “Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?” Og de standsede bedrøvede.

¹⁸Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: “Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?”

¹⁹Og han sagde til dem: “Hvilket?” Men de sagde til ham: “Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;

²⁰og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.

²¹Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.

²²Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven,

²³og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.

²⁴Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.”

²⁵Og han sagde til dem: “O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt!

²⁶Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?”

²⁷Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.

²⁸Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre.

²⁹Og de nødte ham meget og sagde: “Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.” Og han gik ind for at blive hos dem.

³⁰Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.

³¹Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.

³²Og de sagde til hinanden: “Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?”

³³Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:

³⁴“Herren er virkelig opstanden og set af Simon.”

³⁵Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

³⁶Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: “Fred være med eder!”

³⁷Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd.

³⁸Og han sagde til dem: “Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?

³⁹Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.”

⁴⁰Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.

⁴¹Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: “Have I her noget at spise?”

⁴²Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk*. { *Nogle Håndskrifter tilføje her: og af en Honningkage. }