LUKAS 11:4-27

⁴og forlad os vore Synder, thi også vi forlade hver, som er os skyldig; og led os ikke i Fristelse!”

⁵Og han sagde til dem: “Om nogen af eder har en Ven og går til ham ved Midnat og siger til ham: Kære! lån mig tre Brød,

⁶efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har intet at sætte for ham;

⁷og hin så svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær; Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg kan ikke stå op og give dig det:

⁸da, siger jeg eder, om han end ikke står op og giver ham det, fordi han er hans Ven, så står han dog op for hans Påtrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til.

⁹Og jeg siger eder: Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder.

¹⁰Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.

¹¹Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, når han beder om Brød, eller når han beder om en Fisk, mon han da i Stedet for en Fisk vil give ham en Slange?

¹²Eller når han beder om et Æg, mon han da vil give ham en Skorpion?

¹³Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligånd til dem, som bede ham!”

¹⁴Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede sig.

¹⁵Men nogle af dem sagde: “Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste, uddriver han de onde Ånder.”

¹⁶Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen.

¹⁷Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: “Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder over Hus.

¹⁸Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes skal hans Rige da bestå? Thi l sige, at jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul.

¹⁹Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere.

²⁰Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til eder.

²¹Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i Fred.

²²Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og uddeler hans Bytte.

²³Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.

²⁴Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af.

²⁵Og når den kommer, finder den det fejet og prydet.

²⁶Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første.”

²⁷Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: “Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede.”