1En frodig vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flere frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere Støtter.
2Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han* skal slå Altrene ned, lægge Støtterne øde. { *muligvis Assyrerkongen. }
3De siger jo nu: “Vi har ingen Konge; thi HERREN frygter vi ej; en Konge, hvad gavner han os?”
4Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så Ret bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer.
5For Bet-Avens* Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi den bortføres fra dem; { *se til Hos. 4, 15. }
6som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud.
7Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade.
8Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og på deres Altre skal Torn og Tidsel gro. De siger til Bjergene: “Skjul os!” til Højene: “Fald ned over os!”
9Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man: “Krig skal ej nå os!” Men jeg kom over de Niddinger, revsede dem;
10Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde*. { *måske sigtes i V. 9-10 til Dom. 19-20. }
11En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jeg selv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda for Harven.
12Så eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabs Nyjord og søg så HERREN, til Retfærds Frugt bliver eder til Del.
13I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens Frugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte,
14skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skal ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på Stridens Dag. Moder skal knuses hos Børn.
15Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels Konge ved Morgengry gøres til intet.
