FØRSTE KONGEBOG 22:21-40

²¹men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde: Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?

²²Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profeters Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det!

²³Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!”

²⁴Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og, sagde: “Ad hvilken Vej skulde HERRENS Ånd have forladt mig for at tale til dig?”

²⁵Men Mika sagde: “Det skal du få at se, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!”

²⁶Så sagde Israels Konge: “Tag Mika og bring ham tilbage til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj

²⁷og sig: Således siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!”

²⁸Men Mika sagde: “Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke talet ved mig!” Og han sagde: “Hør, alle I Folkeslag!”* { *Ordene: og han sagde osv. (Begyndelsen af Mikas Bog) findes ikke i den græske Overs. }

²⁹Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead.

³⁰Og Israels Konge sagde til Josafat: “Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!” Og Israels Konge forklædte sig og drog så i Kampen.

³¹Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den Befaling: “I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene!”

³²Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: “Det er sikkert Israels Konge!” Og de rettede deres Angreb mod ham. Da gav Josafat sig til at råbe*; { *Krigsråbet, ved hvilket han kaldte sine Folk til Hjælp. }

³³og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels konge, trak de sig bort fra ham.

³⁴Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: “Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!”

³⁵Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han.

³⁶Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: “Enhver drage hjem til sin By og sit Land,

³⁷thi Kongen er død!” Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen der.

³⁸Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN havde talet.

³⁹Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde, Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

⁴⁰Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted.