FØRSTE KONGEBOG 20:7-43

⁷Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: “Der ser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til mig om mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikke nægtet ham!”

⁸Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: “Hør ham ikke; du må ikke give efter!”

⁹Da sagde han til Benhadads Sendebud: “Sig til min Herre Kongen: Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, men dette Krav kan jeg ikke opfylde!” Med det Svar vendte Sendebudene tilbage.

¹⁰Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: “Guderne ramme mig både med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslår til at fylde Hænderne på alle de Krigere, der følger mig!”

¹¹Men Israels Konge lod svare: “Sig således: Den, der spænder Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!”

¹²Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen med Kongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: “Til Storm!” Og de gjorde sig rede til at storme Byen.

¹³Men en Profet trådte hen til Kong Akab af Israel og sagde: “Så siger HERREN: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se, jeg giver den i Dag i din Hånd, og du skal kende, at jeg er HERREN!”

¹⁴Akab spurgte: “Ved hvem?” Han svarede: “Så siger HERREN: Ved Fogedernes Folk!” Derpå spurgte han: “Hvem skal åbne Kampen?” Han svarede: “Du!”

¹⁵Så mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; derefter mønstrede han hele Hæren, alle Israelitterne, 7.000 Mand.

¹⁶Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og de to og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne.

¹⁷Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadad og meldte: “Der rykker Mænd ud fra Samaria!”

¹⁸Da sagde han: “Hvad enten de rykker ud for at få Fred eller for at kæmpe, så grib dem levende!”

¹⁹Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fra Byen,

²⁰huggede de ned for Fode, så at Aramæerne tog Flugten; og Israelitterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslap til Hest sammen med nogle Ryttere.

²¹Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene til Bytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag.

²²Men Profeten trådte hen til Israels Konge og sagde til ham: “Tag dig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste År drager Arams Konge op imod dig igen!”

²³Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: “Deres Gud er en Bjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om vi ikke kan blive de stærkeste, når vi angriber dem på Slettelandet!

²⁴Således skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere i deres Sted

²⁵og stil lige så stor en Hær på Benene som den, du mistede, og lige så mange Heste og Vogne som før! Når vi så kæmper med dem på Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!” Og han fulgte deres Råd og handlede derefter.

²⁶Næste År mønstrede Benhadad Aramæerne og drog op til Afek for at kæmpe med Israel.

²⁷Også Israelitterne blev mønstret og forsynede sig med Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig lige over for dem som to små Gedehjorde, medens Aramæerne oversvømmede Landet.

²⁸Da trådte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: “Så siger HERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke en Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din Hånd, og I skal kende, at jeg er HERREN!”

²⁹De lå nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen kom det til Kamp, og Israelitterne huggede Aramæerne ned, 100.000 Mand Fodfolk på én Dag.

³⁰De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren styrtede ned over dem, der var tilbage, 27.000 Mand. Benhadad flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer.

³¹Da sagde hans Folk til ham: “Vi har hørt, at Kongerne over Israels Hus er nådige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og Reb om Hovederne og gå ud til Israels Konge, måske han da vil skåne dit Liv!”

³²Så bandt de Sæk om Lænderne og Reb om Hovederne og kom til Israels Konge og sagde: “Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!” Han svarede: “Er han endnu i Live? Han er min Broder!”

³³Det tog Mændene for et godt Varsel. og de tog ham straks på Ordet, idet de sagde: “Benhadad er din Broder!” Da sagde han: “Gå hen og hent ham!” Så gik Benhadad ud til ham, og han tog ham op i Vognen til sig.

³⁴Benhadad sagde nu til ham: “De Byer, min Fader fratog din Fader, vil jeg give tilbage, og du må bygge dig Gader i Damaskus, lige som min Fader gjorde i Samaria! På disse Vilkår give du mig fri!” Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gå.

³⁵Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENS Ord til sin Fælle: “Slå mig!” Men han vægrede sig derved.

³⁶Da sagde han til ham: “Fordi du ikke har adlydt HERRENS Ord. skal en Løve dræbe dig, når du går bort fra mig!” Og da han gik bort fra ham, traf en Løve på ham og dræbte ham.

³⁷Så traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: “Slå mig!” Og den anden slog ham og sårede ham.

³⁸Så gik Profeten hen og stillede sig på den Vej, Kongen kom, og gjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene.

³⁹Da Kongen kom forbi, råbte han til ham: “Din Træl var draget med i Kampen; da kom en hen til mig med en Mand* og sagde: Vogt den Mand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv eller bøde en Talent Sølv! { *dvs. en Fiende, han havde taget til Fange. }

⁴⁰Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte var han.” Da sagde Israels Konge til ham: “Det er din Dom, du har selv fældet den!”

⁴¹Så tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendte ham som en af Profeterne.

⁴²Og han sagde til ham: “Så siger HERREN: Fordi du gav Slip på den Mand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!”

⁴³Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og han kom til Samaria.