DOMMER 11:17-36

¹⁷Da sendte Israel Sendebud til Edomitternes Konge og lod sige: Lad mig drage igennem dit Land! Men Edomitternes Konge ænsede det ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabitternes Konge, men han var heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj.

¹⁸Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomitternes og Moabitternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi Arnon er Moabs Grænse.

¹⁹Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon, Amoritterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land for at nå hen, hvor vi skal!

²⁰Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza og angreb Israel.

²¹Da gav HERREN, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land, Amoritterne boede i;

²²de underlagde sig hele Amoritternes Område fra Arnon til Jabbok og fra Ørkenen til Jordan.

²³Således drev HERREN, Israels Gud, Amoritterne bort foran sit Folk Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land!

²⁴Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du hans Land? Og hver Gang HERREN vor Gud driver nogen bort foran os, tager vi hans Land.

²⁵Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem,

²⁶da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300 År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang?

²⁷Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der handler ilde mod mig ved at angribe mig. HERREN, Dommeren, vil i Dag dømme Israelitterne og Ammonitterne imellem!”

²⁸Men Ammonitternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud overbragte.

²⁹Da kom HERRENS Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i Gilead drog han mod Ammonitterne.

³⁰Og Jefta aflagde HERREN et Løfte og sagde: “Dersom du giver Ammonitterne i min Hånd,

³¹så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg vender uskadt, tilbage fra Ammonitterne, tilfalde HERREN, og jeg vil ofre ham som Brændoffer!”

³²Så drog Jefta i Kamp mod Ammonitterne, og HERREN gav dem i hans Hånd,

³³så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen ved Minnit, tyve Byer, og til Abel-Keramim. Således bukkede Ammonitterne under for Israelitterne.

³⁴Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn foruden hende havde han hverken Søn eller Datter.

³⁵Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte: “Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for HERREN og kan ikke tage mit Ord tilbage!”

³⁶Da svarede hun ham: “Fader, har du åbnet din Mund for HERREN, så gør med mig, som dit Ord lød, nu da HERREN har skaffet dig Hævn over dine Fjender, Ammonitterne!”