ORDSPROGENE 7:1-16

¹Min Søn, vogt dig mine Ord, mine bud må du gemme hos dig;

²vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;

³bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,

⁴sig til Visdommen: “Du er min Søster!” og kald Forstanden Veninde,

⁵at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde* med sleske Ord. { *se til Ordsp. 2, 16; 6, 24. }

⁶Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;

⁷og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;

⁸han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus

⁹i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.

¹⁰Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;

¹¹løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;

¹²snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;

¹³hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;

¹⁴“Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,

¹⁵gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!

¹⁶Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,