1 Min Søn, vogt dig mine Ord, mine bud må du gemme hos dig;
2 vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
3 bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,
4 sig til Visdommen: “Du er min Søster!” og kald Forstanden Veninde,
5 at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde* med sleske Ord. { *se til Ordsp. 2, 16; 6, 24. }
6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
7 og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
8 han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus
9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
12 snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;
13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
14 “Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,
