8Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;
9luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!
10Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over Perlers.
11Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det ikke.
12Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.
13Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.
14Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.
15Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmålte Del.
16Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for hvad hun har tjent.
17Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.
18Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud om Natten.
19Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.
20Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige.
21Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen.
22Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.
23Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets Ældste.
24Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.
25Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil.
26Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen.
27Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.
ORDSPROGENE 31
ORDSPROGENE 31:8-27