15Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
16Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
17Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
18De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
19Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
20Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
21Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
22De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.
23Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
24De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
25Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
26Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
27HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
28At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.
29Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
30Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
31At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
32Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
33Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.