HØJSANGEN 1:7-17

⁷Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord, hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en Landstryger ved dine Fællers Hjorde?

⁸Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.

⁹Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde.

¹⁰Dine Kinder er yndige med Snorene, din Hals med Kæderne.

¹¹Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv.

¹²Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords;

¹³min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst,

¹⁴min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.

¹⁵Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er Duer!

¹⁶Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt,

¹⁷vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!