FØRSTE KONGEBOG 8:40-65

⁴⁰for at de må frygte dig, al den Tid de lever på den Jord, du gav vore Fædre.

⁴¹Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, -

⁴²thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus,

⁴³da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget.

⁴⁴Når dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender dem hen, og de beder til HERREN, vendt mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn,

⁴⁵så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret!

⁴⁶Når de synder imod dig - thi der er intet Menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig fjernt eller nær,

⁴⁷og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige!

⁴⁸når de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres fædre, mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn

⁴⁹- så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret,

⁵⁰og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, så de forbarmer sig over dem;

⁵¹de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af Smelteovnen.

⁵²Lad dine Øjne være åbne for din Tjeners og dit Folk Israels Begæring, så du hører dem, hver Gang de råber til dig.

⁵³Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, HERRE!”

⁵⁴Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til HERREN rejste han sig fra Pladsen foran HERRENS Alter, hvor han havde ligget på Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen.

⁵⁵Derpå trådte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels Forsamling, idet han sagde:

⁵⁶“Lovet være HERREN, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses.

⁵⁷HERREN vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han forlade og forstøde os ikke,

⁵⁸at vort Hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han pålagde våre Fædre!

⁵⁹Måtte disse Bønner, som jeg har opsendt for HERRENS Åsyn, være nærværende for HERREN vor Gud både Nat og Dag, så han skaffer sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov,

⁶⁰for at alle Jordens Folk må kende, at HERREN og ingen anden er Gud.

⁶¹Og måtte eders Hjerte være helt med HERREN vor Gud, så I følger hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!”

⁶²Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for HERRENS Åsyn.

⁶³Til de Takofre, Salomo ofrede til HERREN, tog han 22.000 Stykker Hornkvæg og 12.000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alle Israelitterne HERRENS Hus.

⁶⁴Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgården foran HERRENS Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran HERRENS Åsyn var for lille til at rumme Ofrene.

⁶⁵Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden* for HERREN vor Guds Åsyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk). { *dvs. Løvhyttefesten. 2 Krøn 7, 8 f. }