FØRSTE KONGEBOG 22:6-48

⁶Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand, og spurgte dem: “Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?” De svarede: “Drag derop, så skal HERREN give det i Kongens Hånd!”

⁷Men Josafat spurgte: “Er her ikke endnu én af HERRENS Profeter, vi kan spørge?”

⁸Israels Konge svarede: “Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn.” Men Josafat sagde: “Således må Kongen ikke tale!”

⁹Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: “Hent hurtig Mika, Jimlas Søn!”

¹⁰Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem.

¹¹Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: “Så siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjort!”

¹²Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: “Drag op mod Ramot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!”

¹³Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se, Profeterne har alle som én givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar!

¹⁴Men Mika svarede: “Så sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig, det vil jeg tale!”

¹⁵Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: “Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?” Da svarede han: “Drag derop, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!”

¹⁶Men Kongen sagde til ham: “Hvor mange Gange skal jeg besvære dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENS Navn?”

¹⁷Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrde: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit!

¹⁸Israels Konge sagde da til Josafat: “Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, kun ondt!”

¹⁹Da sagde Mika: “Så hør da HERRENS Ord! Jeg så HERREN sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham;

²⁰og HERREN sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu ét, en anden et andet;

²¹men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde: Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?

²²Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profeters Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det!

²³Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!”

²⁴Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og, sagde: “Ad hvilken Vej skulde HERRENS Ånd have forladt mig for at tale til dig?”

²⁵Men Mika sagde: “Det skal du få at se, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!”

²⁶Så sagde Israels Konge: “Tag Mika og bring ham tilbage til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj

²⁷og sig: Således siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!”

²⁸Men Mika sagde: “Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke talet ved mig!” Og han sagde: “Hør, alle I Folkeslag!”* { *Ordene: og han sagde osv. (Begyndelsen af Mikas Bog) findes ikke i den græske Overs. }

²⁹Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead.

³⁰Og Israels Konge sagde til Josafat: “Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!” Og Israels Konge forklædte sig og drog så i Kampen.

³¹Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den Befaling: “I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene!”

³²Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: “Det er sikkert Israels Konge!” Og de rettede deres Angreb mod ham. Da gav Josafat sig til at råbe*; { *Krigsråbet, ved hvilket han kaldte sine Folk til Hjælp. }

³³og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels konge, trak de sig bort fra ham.

³⁴Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: “Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!”

³⁵Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han.

³⁶Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: “Enhver drage hjem til sin By og sit Land,

³⁷thi Kongen er død!” Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen der.

³⁸Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN havde talet.

³⁹Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde, Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

⁴⁰Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted.

⁴¹Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels fjerde Regeringsår.

⁴²Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var en Datter af Sjilhi.

⁴³Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i HERRENS Øjne.

⁴⁴Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og tænde Offerild på Højene.

⁴⁵Og Josafat havde Fred med Israels Konge.

⁴⁶Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger, han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.

⁴⁷De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas Tid, udryddede han af Landet.

⁴⁸På den Tid var der ingen Konge i Edom.