1Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
2Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.
3Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.
4Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
5Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
6I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
7Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
8Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
9Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
10De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
11En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
ORDSPROGENE 29
ORDSPROGENE 29:1-11