7Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.
8Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret.
9Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans Fjed.
10Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer.
11Ret Bismer og Vægtskål er HERRENS, hans Værk er alle Posens Lodder.
12Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen.
13Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.
14Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.
15I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest.
16At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv.
17De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.
18Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen.
19Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte.
20Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN.
21Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden.
22Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt.
23Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget Viden.
24Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet.
25Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
26En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på ham.
27En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber.
28Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.
29Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.
ORDSPROGENE 16
ORDSPROGENE 16:7-29