9Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød.
10Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.
11Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.
12De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod holder Stand.
13I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.
14Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.
15Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.
16En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.
17Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.
18Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.
19Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.
20De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.
21Den retfærdige times der intet ondt, gudløse oplever Vanheld på Vanheld.
22Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbehag.
23Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.
ORDSPROGENE 12
ORDSPROGENE 12:9-23