LUKAS 11:21-53

²¹Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i Fred.

²²Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og uddeler hans Bytte.

²³Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.

²⁴Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af.

²⁵Og når den kommer, finder den det fejet og prydet.

²⁶Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første.”

²⁷Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: “Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede.”

²⁸Men han sagde: “Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det.”

²⁹Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: “Denne Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn.

³⁰Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Ninivitterne, således skal også Menneskesønnen være det for denne Slægt.

³¹Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.

³²Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas.

³³Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under Skæppen, men på Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se dets Skin.

³⁴Dit Øje er Legemets Lys; når dit Øje er sundt, er også hele dit Legeme lyst, men dersom det er dårligt, er også dit Legeme mørkt.

³⁵Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.

³⁶Dersom da hele dit Legeme et lyst, så at ingen Del deraf er mørk, vil det være helt lyst, som når Lyset bestråler dig med sin Glans.”

³⁷Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise Middagsmåltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords.

³⁸Men Farisæeren forundrede sig, da han så, at han ikke toede sig først før Måltidet.

³⁹Men Herren sagde til ham: “I Farisæere rense nu det udvendige af Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab.

⁴⁰I Dårer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke også det indre?

⁴¹Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, så ere alle Ting eder rene.

⁴²Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og alle Hånde Urter og forbigå Retten og Kærligheden til Gud; disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.

⁴³Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i Synagogerne og Hilsenerne på Torvene.

⁴⁴Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som gå over dem, vide det ikke.”

⁴⁵Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: “Mester! idet du siger dette, forhåner du også os,”

⁴⁶Men han sagde: “Ve også eder, I lovkyndige! thi I lægge Menneskene Byrder på, vanskelige at bære, og selv røre I ikke Byrderne med én af eders Fingre.

⁴⁷Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem ihjel.

⁴⁸Altså ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de sloge dem ihjel, og I bygge.

⁴⁹Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og forfølge,

⁵⁰for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt,

⁵¹fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne Slægt.

⁵²Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv ere I ikke gåede ind, og dem, som vilde gå ind, have I forhindret.”

⁵³Og da han var gået ud derfra, begyndte de skriftkloge og Farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at lokke Ord af hans Mund om flere Ting;