1Løb om i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Ret, lægger Vind på Sandhed, så jeg kan tilgive dem.
2Siger de: “Så sandt HERREN lever”, sværger de falsk.
3HERRE, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de ømmed sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde Ansigtet hårdere end Flint, vilde ej vende om.
4Da tænkte jeg: “Det er kun Småfolk, Dårer er de, thi de kender ej HERRENS Vej, deres Guds Ret;
5jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da HERRENS Vej, deres Guds Ret!” Men alle havde sønderbrudt Åget, sprængt deres Bånd.
6Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra, rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald.
7Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved Guder, som ikke er Guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog sig ned i Skøgens Hus;
8de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens Hustru.
9Skal jeg ikke hjemsøge sligt? så lyder det fra HERREN, skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk?
10Stig op på dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op, thi HERREN tilhører de ikke.
11Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, så lyder det fra HERREN.
12De fornægter HERREN og siger: “Det betyder intet! Ulykke kommer ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger;
13Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet må ramme dem selv!”
14Derfor, så siger HERREN, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette Folk til Brænde, som Ild skal fortære.
15Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus, så lyder det fra HERREN, et Folk, som er stærkt, et Folk fra Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke fatter;
16som en åben Grav er dets kogger, de er alle Kæmper;
17det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og Døtre, det skal æde dit Småkvæg og Hornkvæg, det skal æde din Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger øde, dem, som du stoler på.
18Men selv i de Dage, lyder det fra HERREN, vil jeg ikke udslette eder.
19Og når de siger: “Hvorfor har HERREN vor Gud gjort os alt det?” sig så til dem: “Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i eders Land, således skal I tjene Fremmede i et Land, der ikke er eders.”
20Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda:
21Hør dette, du tåbelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne, men ikke ser, og Ører, men ikke hører:
22Vil I ikke frygte mig, lyder det fra HERREN, eller bæve for mit Åsyn? Jeg, som gjorde Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel, som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det.
23Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra og gik bort.
24De siger ikke i deres Hjerte: “Lad os frygte HERREN vor Gud, som giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer os Ugerne, da der skal høstes.”
25Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder det gode.
26Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger på Lur, som Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger Mennesker.
27Som et Bur er fuldt af Fugle, således er deres Huse fulde af Svig; derfor blev de store og rige.
28De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde Ord; de hævder ikke den faderløses Ret, at det måtte gå dem vel, og hjælper ikke de fattige til deres Ret.
29Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra HERREN; skulde min Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk?
30Gyselige, grufulde Ting går i Svang i Landet;
31Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit Folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når Enden kommer?
