HØJSANGEN 2:4-16

⁴Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.

⁵Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.

⁶Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.

⁷Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

⁸Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.

⁹Min Ven er som en Gazelle, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.

¹⁰Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!

¹¹Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,

¹²Blomster ses i Landet, Sangens Tid* er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land; { *eller: Tiden til at beskære Vinrankerne. }

¹³Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,

¹⁴min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.

¹⁵Fang os de Ræve, de Ræve små, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!

¹⁶Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;