GERNINGER 23:1-24

¹Da så Paulus fast på Rådet og sagde: “I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.”

²Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slå ham på Munden.

³Da sagde Paulus til ham: “Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slås.”

⁴Men de, som stode hos, sagde: “Udskælder du Guds Ypperstepræst?”

⁵Og Paulus sagde: “Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du ikke tale ondt imod.”

⁶Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: “I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes.”

⁷Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig.

⁸Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele.

⁹Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: “Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel har talt til ham!”

¹⁰Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen.

¹¹Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: “Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom.”

¹²Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller drikke, førend de havde slået Paulus ihjel.

¹³Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere end fyrretyve i Tal.

¹⁴Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: “Vi have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, førend vi have slået Paulus ihjel.

¹⁵Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for at han må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag nøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommer derhen.”

¹⁶Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det.

¹⁷Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: “Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham.”

¹⁸Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: “Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om.”

¹⁹Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og spurgte: “Hvad er det, som du har at melde mig?”

²⁰Men han sagde: “Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham.

²¹Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn.”

²²Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: “Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende.”

²³Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: “Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat;”

²⁴og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks.