17lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!
18Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.
19Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;
20står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENS Mund har talet.
21At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem - men nu er der Mordere.
22Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.
23Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag.
24Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: “Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!
25Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly.
26Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.”
27Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.
28Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgår.