GERNINGER 7:22-49

²²Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger.

²³Men da han blev fyrretyve År gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn.

²⁴Og da han så en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel.

²⁵Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Hånd; men de forstode det ikke.

²⁶Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: “I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?”

²⁷Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: “Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os?

²⁸Vil du slå mig ihjel, ligesom du i Går slog Ægypteren ihjel?”

²⁹Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner.

³⁰Og efter fyrretyve Års Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue.

³¹Men da Moses så det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham:

³²“Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.” Da bævede Moses og turde ikke se derhen.

³³Men Herren sagde til ham: “Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du står på, er hellig Jord.

³⁴Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!”

³⁵Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: “Hvem har sat dig til Hersker og Dommer,” ham har Gud sendt til at være både Hersker og Befrier ved den Engels Hånd, som viste sig for ham i Tornebusken.

³⁶Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve År.

³⁷Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: “En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.”

³⁸Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham på Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os;

³⁹hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til Aron:

⁴⁰“Gør os Guder, som kunne gå foran os; thi vi vide ikke, hvad der er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land.”

⁴¹Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet og frydede sig ved deres Hænders Gerninger.

⁴²Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: “Have I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve År i Ørkenen?

⁴³Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.”

⁴⁴Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, således som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set.

⁴⁵Dette toge også vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Åsyn indtil Davids Dage,

⁴⁶som vandt Nåde for Gud og bad om at måtte finde en Bolig for Jakobs Gud.

⁴⁷Men Salomon byggede ham et Hus.

⁴⁸Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger:

⁴⁹“Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted?