1Vorder mine Efterfølgere, ligesom også jeg er Kristi!
2Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, således som jeg har overleveret eder dem.
3Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved.
4Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved.
5Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget.
6Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig!
7Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære.
8Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand.
9Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld.
10Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for Englenes Skyld.
11Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren.
12Thi ligesom Kvinden er af Manden, således er også Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud.
13Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved?
14Lærer ikke også selve Naturen eder, at når en Mand bærer langt Hår, er det ham en Vanære,
15men når en Kvinde bærer langt Hår, er det hende en Ære; thi det lange Hår er givet hende som et Slør.
16Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke sådan Skik, og Guds Menigheder ej heller.
17Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre.
18For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det.
19Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder.
20Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver.
21Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig.
22Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.
23Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog Brød,
24takkede og brød det og sagde: “Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!”
25Ligeså tog han og, så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: “Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!”
26Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer.
27Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod.
28Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet og drikke af Kalken!
29Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legemet*. { *d. e. Herrens Legeme. }
30Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen.
31Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte.
32Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
33Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på hverandre!
34Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom*. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg kommer. { *d. e. pådrage eder Straf derved. }
