1 Til Sangmesteren. Til Liljerne*. Af Koras Sønner. En Maskil**. En Sang om Kærlighed. { *Musikudtryk af ukendt Betydning. / **se til Sl. 32, 1. }
2 Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.
3 Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt.
4 Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt,
5 Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din højre lære dig frygtelige Ting!
6 Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet.
7 Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav.
8 Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller,
9 af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller,
10 Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofirguldets Skrud ved din højre.
11 Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre: Glem dit Folk og din Faders Hus,
12 at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre.
13 Tyrus' Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest.
