PRÆDIKEREN 2:1-11

¹Jeg sagde ved mig selv: “Vel, jeg vil prøve med Glæde; så nyd da det gode!” Men se, også det var Tomhed.

²Om Latteren sagde jeg: “Dårskab!” og om Glæden: “Hvad gavner den?”

³Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit Hjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtil jeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen, det Dagetal de lever.

⁴Jeg fuldbyrdede store Værker, byggede mig Huse, plantede mig Vingårde,

⁵anlagde mig Haver og Lunde og plantede alle Hånde Frugttræer deri,

⁶anlagde mig Damme til at vande en Skov i Opvækst;

⁷jeg købte Trælle og Trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte Trælle; også Kvæg, Hornkvæg og Småkvæg, havde jeg i større Måder end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem;

⁸jeg samlede mig også Sølv og Guld, Skatte fra Konger og Lande; jeg tog mig Sangere og Sangerinder og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer.

⁹Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; desuden blev min Visdom hos mig.

¹⁰Intet, som mine Øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit Hjerte nogen Glæde thi mit Hjerte havde Glæde af al min Flid, og deri lå Lønnen for al min Flid.

¹¹Men da jeg overskuede alt, hvad mine Hænder havde virket, og den Flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen Tomhed og Jag efter Vind, og der er ingen Vinding under Solen.