PRÆDIKEREN 1:2-13

²Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!

³Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?

⁴Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.

⁵Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.

⁶Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.

⁷Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.

⁸Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.

⁹Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.

¹⁰Kommer der noget, om hvilket man siger: “Se, her er da noget nyt!” det har dog for længst været til i Tiderne forud for os.

¹¹Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.

¹²Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.

¹³Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.