1“Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke går ind i Fårefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver.
2Men den, som går ind igennem Døren, er Fårenes Hyrde.
3For ham lukker Dørvogteren op, og Fårene høre hans Røst; og han kalder sine egne Får ved Navn og fører dem ud.
4Og når han har ført alle sine egne Får ud, går han foran dem; og Fårene følge ham, fordi de kende hans Røst.
5Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst.”
6Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem.
7Jesus sagde da atter til dem: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Fårenes Dør.
8Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Fårene hørte dem ikke.
9Jeg er Døren; dersom nogen går ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gå ind og gå ud og finde Føde.
10Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod.
11Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Fårene.
12Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Fårene ikke høre til ser Ulven komme og forlader Fårene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem,
13fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Fårene.
14Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig,
15ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Fårene.
16Og jeg har andre Får, som ikke høre til denne Fold; også dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive én Hjord, én Hyrde.
17Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen.
18Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader.”
19Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld.
20Og mange af dem sagde: “Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?”
21Andre sagde: “Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Ånd kan åbne blindes Øjne?”
22Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter;
23og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang.
24Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: “Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!”
25Jesus svarede dem: “Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig;
26men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Får.
27Mine Får høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig,
28og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Hånd.
29Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Hånd.
30Jeg og Faderen, vi ere ét.”
31Da toge Jøderne atter Sten op for at stene ham.
32Jesus svarede dem: “Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?”
33Jøderne svarede ham: “For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.”
34Jesus svarede dem: “Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder?
35Når den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes),
36sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?
37Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, så tror mig ikke!
38Men dersom jeg gør dem, så tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.”
39De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Hånd.
40Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der.
41Og mange kom til ham, og de sagde: “Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt.”
42Og mange troede på ham der.
