20 Du taled engang i et Syn til dine fromme: “Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;
21 jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie;
22 thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke.
23 Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned;
24 jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der hader ham;
25 med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn;
26 jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre;
27 mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
28 Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger;
29 jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt;
30 jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til.