17 De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed.
18 Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest;
19 thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige!
20 Du taled engang i et Syn til dine fromme: “Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;
21 jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie;
22 thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke.
23 Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned;
24 jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der hader ham;
25 med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn;
26 jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre;
27 mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
28 Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger;
29 jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt;
30 jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til.
31 Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud,
32 hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,
33 da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag;
34 men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke;
35 jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn.
36 Ved min Hellighed svor jeg én Gang for alle - David sviger jeg ikke:
37 Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen,
38 stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru.” - Sela.
39 Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham;
40 Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet;
41 du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger;
