52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,
53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.
59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;
60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,
62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;
63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
65 Da vågned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
66 han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
