10 HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;
11 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
12 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;
13 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
14 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,
15 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
16 Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
17 når jeg siger: “Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!”
18 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
19 thi jeg må bekende min Skyld, må sørge over min Synd.
20 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
