9 Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.
10 Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.
11 Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.
12 For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Kendinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.
13 Som en død er jeg gået dem af Minde, jeg er som et ødelagt Kar.
14 Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.
15 Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,
16 mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,
17 lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.
18 HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.
19 Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.
20 Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, øver mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.
21 Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.
22 Lovet være HERREN, thi underfuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.
23 Og jeg, som sagde i min Angst: “Jeg er bortstødt fra dine Øjne!” Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.
