8 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
9 “Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.”
10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
11 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
13 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
14 spiler Gabet op imod mig som rovgriske, brølende Løver.
15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
16 min Gane er tør som et Potteskår, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
17 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
20 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste* af Hundes Vold! { *dvs. min Sjæl. }
22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
24 “I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
25 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!”
